Traditionen med at spise varme hveder aftenen før store bededag er lidt uklar, for oprindeligt var hvedeknopperne beregnet til at spise ristede på store bededag, som jo i fordums tider var så hellig, at ingen måtte arbejde denne dag – heller ikke bagerne.
For at få brød på store bededag bagte bagerne hvedeknopperne dagen før – altså om torsdagen, men i stedet er traditionen blevet, at man spiser dem allerede samme dag, hvor de er friskbagte – men stadig ristede.
Varme hveder – opskrift
Ingredienser
- 1½ dl mælk
- 37½ g gær (svarer til ¾ pakke)
- 1 æg
- 75 g blødt smør
- 300 g hvedemel
- 75 g sigtemel
- 1 nip salt
- 2½ tsk. sukker
- 1 tsk. kardemomme
- sammenpisket æg
Sådan gør du
- Lun mælken, og opløs gæren i den.
- Tilsæt ægget, skær smørret i mindre stykker, og kom også det i.
- Bland hvedemel, sigtemel, salt, sukker og kardemomme, og rør/ælt det i dejen.
- Ælt til du har en fast, fugtig dej – kom evt. mere hvedemel ved om nødvendigt.
- Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i en times tid.
- Tag dejen op af skålen, og ælt den godt igennem på køkkenbordet, og del den herefter i 12 lige store dele, som formes til pæne boller og lægges tæt på en bageplade beklædt med bagepapir – dog ikke så tæt, at de rører hinanden.
- Lad bollerne hæve tildækket i ½ til 1 time, til de er hævet sammen.
- Varm ovnen op til 200° C.
- Pensl evt. med æg – hvis du vil have en mørk overflade på hvedeknopperne.
- Sæt hvederne i ovnen, og bag dem i ca. 15-20 minutter, til de lyder hule, når du banker på dem.
Noter
Varme hveder – tradition
Som nævnt er varme hveder blevet ”opfundet”, så bagerne kunne holde fri på store bededag sammen med alle andre, men så man alligevel kunne få brød på denne dag. Traditionen har så ændret sig til, at man spiser hvederne aftenen før store bededag.
Store bededag er altid fjerde fredag efter påske og tre uger før pinse. I København har man også den tradition at gå tur på byens volde om aftenen på store bededag. Store bededag er en dansk helligdag, som ikke eksisterer i andre lande.
Store bededag var oprindeligt tiltænkt bøn, faste og bod, men er vel i dag nok en dag de fleste af os forbinder med forår, fridag og ja, … varme hveder!
Er du glad for danske traditioner? Så prøv nationalretten: Stegt flæsk med persillesovs eller den forfriskende hjemmelavet hyldeblomstsaft.